Om 2019-03-08T17:58:27+02:00

Hvem er Susanne Aagaard?

Jeg hedder Susanne Aagaard, er 49 år gammel og indehaver af Sparringspartner.

Jeg er blandt andet uddannet revisor (er tidligere registreret revisor), HD i Regnskabsvæsen og Økonomistyring, diplomtræner i styrketræning, professionsbachelor i global ernæring og sundhed, eksamineret livsstils- og sundhedscoach og eksamineret Energi & Power Integrativ Coach & Terapeut. Jeg færdiggør min uddannelse til psykoterapeut i sommeren 2019 og har samtidig været assistent på uddannelsesholdet til Energi & Power Integrativ Coach & Terapeut. Jeg er medlem af FaDP, Foreningen af Danske Psykoterapeuter, og af FFB, Foreningen af Freelance Bogholdere og forpligter mig dermed til at overholde såvel etiske regler, vedtæger samt uddannelseskrav i begge foreninger.

Jeg elsker at være i naturen, har bl.a. gået 4 pilgrimsvandringer i Spanien og Portugal samt har rejst alene i 3 måneder i Indien. Jeg har været fuldtidsansat som revisor i 13 år og fuldtidsansat som sundhedskonsulent i Rigspolitiet i 6 år sideløbende med, at jeg har undervist i spinning, coretræning, yoga og meditation og været personlig træner i motionscentre på Vestsjælland i over 15 år. Jeg er nu fuldtids selvstændig, hvor jeg kombinerer min alsidige viden og erfaring under ét tag.

Jeg har været langt omkring i mit liv og ved en del om at være søgende i livet. Jeg har kastet mig ud i meget forskellige uddannelser, jobs og fritidsinteresser for bl.a. at prøve mig selv af og for at finde min eller mine passioner. Det, der altid er min drivkraft, er at blive klogere på mig selv og at lære mig selv bedre at kende. Det er derfor en gave at få lov til at hjælpe andre mennesker med det samme.

At lære sig selv bedre at kende og dermed tage ansvar for sit eget liv kan somme tider betyde, at vi umiddelbart skuffer andre mennesker – men hvis vi lever andres drømme og passioner istedet for vore egne, skuffer vi istedet os selv. At tage ansvar kan betyde, at vi på vejen får behov for sparring og støtte. Jeg søger jævnligt selv sparring og støtte og har gjort det, siden jeg var 22 år.

Alle mennesker besidder alle egenskaber, og der er mange sider af hver af os. Nogle af disse sider er ubevidste for os, og det kan være en udfordring at se dem i øjnene og rumme dem. Men når vi tør gøre det og tilmed erkender, at vi indeholder alle egenskaber i et eller andet omfang, bliver livet lettere og langt mere mangfoldigt.

Besøg min LinkedIn

Historien om


Sparringspartner startede som fritidsbeskæftigelse i 2003 og har været min fuldtidsbeskæftigelse siden 2014. Da jeg i sin tid navngav min virksomhed, vidste jeg, at jeg ville ende med meget forskellige ydelser på min palet. Firmanavnet, Sparringspartner, dækker stadig, hvad jeg elsker at lave og går fint i tråd med, hvordan f.eks. Den Danske Ordbog definerer en “sparringspartner”:

En partner, der giver modspil under en (forberedende) udveksling af ideer, forslag eller holdninger.

Mit logo kom til i sommeren 2017 på min tredje pilgrimsvandring. Logoet viser en pilgrim med rygsæk og stok. Hans rygsæk symboliserer den bagage, vi har med os af oplevelser, erfaringer og udfordringer fra det liv, vi har levet. Nogle mennesker rydder jævnligt op i rygsækken og sørger for, at noget tages ud, så der er plads til noget nyt. Andre fortsætter med at fylde i rygsækken indtil det tidspunkt, hvor den er for tung til at fortsætte med. Stokken symboliserer en støtte, som det i perioder af livet kan være rart at læne sig opad. Pilen inden i pilgrimmen symboliserer, at der altid er en vej frem.